Fortsættelsen
Johanna fik al den tid, hun behøvede, til at finde hvad, hun skulle, og stormede ned af trapperne, ud af døren og hen til Kalle.
Da Johanna nåede ned til Kalle, så hun at Kalle var blevet såret af en rotte.
Joanna kigger efter hans sår, men kan ikke se noget, overhovedet.
Kalle siger til Joanna, at der er en hemmelig stikkontakt ovre på væggen. Så hun skyndte sig at trykke på knappen, i håb om at en form for lys ville tænde.
Lyset tændte, og Johanna skyndte sig over til Kalle igen og så på hans sår.
Johanna var så fokuseret på Kalle, at hun ikke så nogen af alle de andre børn som var ligeså triste som Kalle.
Kalle spurgte helt ubevidst ”hvad med alle de andre børn?” Johanna kiggede sig omkring i hele undergrunden, børn, børn og atter børn var det eneste hun så.
Johanna spurgte så Kalle, om han havde vidst det hele tiden, han nikkede.
Hun blev så rasende på Kalle, fordi han ikke havde sagt at der var mange andre børn. Så hun gik hjem, op ad trapperne og direkte i seng.
I sengen tænkte hun på det umulige, hun ville ønske hun kunne hjælpe alle børnene.
Lidt efter faldt hun i en dyb søvn.
Med et vågnede hun af sit vækkeur og sagde ”gudskelov det var bare en drøm”.
Johanna var meget glad, da hun fandt ud af at det bare var en dum drøm og intet af det var sket i virkeligheden, men bare for en sikkerheds skyld ville hun tjekke alt det hun havde været i gennem i sin drøm en ekstra gang. Så Johanna tjekkede det hele for en sikkerhed skyld på vej til skole. Men der var intet. Så Johanna kunne gå trygt i skole.
